Tro er fast tillid til det, der håbes på,
overbevisning om det, der ikke ses.
(Brevet til hebræerne 11:1)
Ja, hvad skal vi tro?
På et tidspunkt læste jeg i Berlingske et interview med forfatter og læge Anne-Marie Vedsø Olesen. Hun siger: Jeg synes ikke, at religion hører hjemme i skolerne, og jeg synes ikke, at vi skal have en Folkekirke. Religion er historier, ikke fakta. Alligevel sidder folk i vores tid og tror på jomfrufødsler eller spøgelser. Den anden aften sad jeg til bords med en mand, der var shamanistisk trommeslager. Der tænkte jeg, at det blev en lang aften.
I stedet for religionen er det naturvidenskaben, som Anne-Marie Vedsø Olesen finder kraft i.
Hvordan har du det, når du læser disse ord?
Jeg tænker: Hvor trist! Tænk at have en så begrænset synsvinkel, at alt, hvad der falder udenfor det, vi tror, vi kan veje og måle, er humbug og svindel.
Religioner kan bruges i det godes eller det ondes tjeneste. En vis skepsis – eller lad os sige agtpågivenhed – er derfor påkrævet. Selve det at tro er imidlertid dybt forankret i mennesket, da det er troen, der giver livet mening – hvad enten du bekender dig til en religion, er shaman, ateist, mystiker…. Tro udspringer i bund og grund af ønsket om at finde ind til det sted i os selv, der giver os autenticitet og rygrad…. og som forbinder os med Helheden.
…de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles,
for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig.
(Brevet til hebræerne 12:27)
I et moderne samfund er det en klog strategi både at have en klar opfattelse af, hvilke værdier der er af betydning for én selv og det samfund, man lever i og samtidig have indblik i, hvad andre tror på.
Mennesker, der er mere praktisk anlagte – lad os sige pragmatiske – har imidlertid ofte en stærkt negativ indstilling til “tro” og lukker fuldstændigt af overfor enhver ikke-målelig tilgang til forståelse af livet. Deres Sandhed er helt klar af større værdi – også samfundsmæssigt – end f.eks. min, synes de.
Det, de ikke forstår, er, at tilgangen til min tro via intuition og overgivelse føles lige så sand for mig som de klippefaste naturvidenskabelige formler, de baserer deres tro på. Og det er der en logisk og enkel forklaring på: Hvis du gerne vil høre klassisk musik via din radio, er det smart at indstille den på den rigtige kanal. Det samme gælder i tros-spørgsmål.
Der er i øvrigt masser af programmer, og vi kan ikke høre dem alle på samme tid. Men vi kan af og til lytte til noget, som er os fremmed og tænke: Hm, det er interessant. Gør vi det, kan vi sidde til bords med hvem som helst og føle, at vedkommende kan fortælle os noget spændende og vedkommende. Det udvider vores horisont og positionerer os i forhold til andre. Det kræver nemlig både viden og visdom at operere med rank ryg blandt andre.
Religioner er et forsøg på at forstå og forklare forholdet mellem sjæl, ånd og krop. Tro kan imidlertid ikke læres via dogmer og ritualer, men må opleves i hjertet. Derfor skal der en overgivelse til. Du må springe ud på det dybe vand, dér hvor du ikke kan bunde for at forstå og værne om hjertets visdom*.
Vogt dit hjerte mer end alt andet,
thi derfra udspringer livet.
(Ordsprogenes bog 4:23)
Hvorfor har vi brug for det? Svaret er egentligt meget enkelt. Hvis vi ikke oplever noget dybere formål med eksistensen, mister den sin skønhed. At have en vision er ganske enkelt alt afgørende for, om man elsker livet eller ej – for om man er i live overhovedet. Det værste, du kan gøre overfor et menneske, der oplever krise, er at bekræfte hende eller ham i, at ja, sådan som det ser ud lige ud, er den skinbarlige Sandhed. Det er naturligvis noget vrøvl. Vi er så meget større end vore omstændigheder, og vore muligheder er så mange flere, end vi i vor vildeste fantasi kan forestille os.
Hvad skal vi da tro på? Det smarteste er at tro på noget, der nærer os indefra, og som bekræfter os i, at vi altid har muligheden for at “genopstå” til nye livs-kapitler. Hvis din tro er i overensstemmelse med de kosmiske love, vil den vise dig sandheden om dig selv: at du er elsket, og at din plads i helheden er vigtig. Når du tager skridtet til at frisættes i troen, frisætter du andre. Du bliver rummelig og kan tåle andres forskellighed fra dig – når den vel at mærke ikke krænker dine rettigheder og din frihed.
Hvis din (guds-)opfattelse derimod er forbundet med undertrykkelse, frygt, manipulation, afmagt eller vrede, så er du på afveje, og din tro er forbundet med (des-)illusion. Der er mange illusioner i vores samfund. Illusioner er skruen uden ende: Du vil altid “sulte”, altid “tørste”, altid løbe efter dit, eller stræbe efter dat. Illusion er forbundet med sammenligning: Hvor står du i forhold til andre?
For mig er tro knyttet til en grundlæggende følelse af Væren. I overgivelsen udvider det snævre perspektiv sig til kosmiske dimensioner.
.
Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er frihed.
(Paulus’ 2. brev til Korinterne 3:17)
Det er Gud, der lyser sin velsignelse over dig. Når vi inviterer (Hellig-)Ånd indenfor i vores tempel, opfyldes vi med glæde. Håbløshed afløses af håb, afmagt af kraft, desperation af tillid, frygt af kærlighed…. Troens gave er det skær af skønhed, der gør os levende.
Engang imellem mister vi skæret og går i hi. Det er et menneskeligt vilkår, at vi ikke altid kan være på toppen. Det er i sådanne stunder, at troen står sin prøve. At tro er ikke en statisk tilstand, men en evig proces. Jeg har lige genlæst Salmernes bog og Prædikerens bog, to af Bibelens vidunderlige bøger, tilskrevet bl.a. de to jødiske konger David og Salomon. Så vise ord, så fulde af eftertænksomhed og refleksion. Glæde og sorg strømmer ud af ordene, der flyder smukt afsted som bække ud i det store hav. Bølgedal og bølgetop følges ad. Har du nogensinde hørt bølgedalen klage over sin tilstand? Både bølgedal og bølgetop favnes af det store hav.
Når vi oplever en bølgedal, er troen den smukkeste følgesvend på rejsen. Gennem tro åbner du op for alt det, der står udenfor din rækkevidde – al den hjælp, du ikke kan få øje på, men som kan manifesteres, når du holder op med at ville bestemme alting selv. Du kan ganske enkelt ikke finde alle løsninger selv, for som menneske har du et begrænset udsyn. Giv derfor slip – og overlad trygt det overordnede perspektiv for din skæbne til Gud, Skaberkraften, der som en strøm af kærlighed forbinder alt og alle.
Det er ikke udtryk for svaghed, men for respekt for din plads i den store helhed. Det er heller ikke udtryk for passivitet, men for målrettet adfærd i overensstemmelse med de kosmiske love. Hvad enten den adfærd betyder retræte for en stund eller aktiv handling.
* Ordsprogenes bog 4:20-22 forklarer, at denne visdom består af Guds ord, båret i hjertet, for at give liv for dem, der finder det og healing for deres kroppe.